En stemme fra pigen i trøjen ’’At komme videre fra en depression handler i mine øjne rigtig meget om at bede om hjælp, og at få det.’’

Christine fra tossensblog, Pige med depression, maniodepressiv

Christine blev diagnosticeret maniodepressiv som 24årige. Kort forinden var hun en ganske almindelig gymnasieelev der efterfølgende meldte sig til værnepligten i hæren. I dag drømmer hun om en læreruddannelse imens hun er støttepædagog for en børnehaveklassedreng og frivillig i FDF.

Rigtig mange lever stadig med opfattelsen af, at depression er et tabu. Derfor er det vigtigt at vi i Danmark har nogle der vil gå forrest for at bryde disse. En af dem er Christine, som vi har været så heldige at få i tale, til en snak om depression.

I dette interview fortæller hun om sin periode med sygdommen. Hun kommer bl.a. ind på hvordan hendes hverdag ser ud og hvordan hun har formået at holde sygdommen nede. Vi kommer heller ikke udenom de drømme der ligger i bevidstheden, selvom man befinder sig i en vanskelig situation.

Læs med og sug til dig.

[Interview]

Hej Christine,

Kan du ikke fortælle lidt om dig selv?

Jeg blev diagnosticeret, lidt fejlagtigt, med unipolar depression (altså det man normalt omtaler som depression) i 2011, og først i 2014 fik jeg den rigtige diagnose: bipolar affektiv sindslidelse (maniodepressiv). Det var lidt et slag som 24-årig, men på den anden side var det jo rart endelig at vide, hvad der var galt med mig.

Det med den rigtige diagnose havde drillet lidt, fordi jeg ikke rigtig blev manisk, men “kun” hypoman, altså den mildere udgave af manisk, og kun en enkelt gang. Psykiaterne blev sat på prøve, men det lykkedes at finde den rigtige diagnose og heldigvis også den rette medicin-cocktail.

Til daglig arbejder jeg på en lille skole, hvor jeg er ansat som støtte for en dreng i
børnehaveklassen. Det var en kæmpe sejr at komme i arbejde på skolen, kunne passe et job
(fleksjob, 13 timer/uge) og faktisk kunne yde noget. Det at kunne få en nogenlunde normal
hverdag, som jeg faktisk kan overskue og trives med, giver mig glæde hver dag – jeg skylder mange mennesker stor tak for, at jeg er hvor jeg er i dag.

Jeg er desværre ikke uddannet – det med uddannelse har jeg ikke rigtigt kunnet finde ud af efter at sygdommen brød ud i 2009.

Ud over at have med en masse skønne børnehaveklassebørn at gøre 13 timer om ugen, har jeg også glæde af nogle 4.-5.-klasser en gang om ugen til FDF (sådan noget spejder-noget). Vi tager også på lejr ind imellem, og så går der lige en weekend eller en uges sommerferie med det.

Min dagligdag bruger jeg sammen med min kæreste og hans skønne 4-årige datter. Jeg har tæt kontakt med både min mor og min far, og har i det hele taget et godt familiært netværk af støttende mennesker omkring mig.

 

Jeg kan læse i et af dine indlæg, at du tidligere har været i hæren. Det lyder ret sejt, had handlede det om?

De fire måneder i hæren handlede vist mest om, at jeg var rigtig godt træt af at lave lektier efter tre år i gymnasiet. Jeg havde lyst til at prøve noget helt andet (og det må man da sige jeg fik gjort). Jeg var aktiv i hjemmeværnet i et års tid inden jeg startede i Hæren i 2009, så jeg havde lidt et forspring – det var ret fedt at kunne hjælpe “de store, stærke drenge” med at samle et våben fra dag 1.

 

For mange med depression kan det være svært at vide, at man lider af en sygdom. Det sker tit at det er omgangskredsen der bemærker en personlighedsforandring. Hvordan vidste du, at du havde en depression?

Jeg baksede med depression fra efteråret 2009 og frem til ca. januar 2011. Det er lang tid at gå med ubehandlet depression, men der var ligesom ikke rigtig nogen, der gennemskuede, hvad der foregik. At jeg faktisk kom til læge i 2011 skyldtes udelukkende min mors insisteren.

Da jeg endelig startede i behandling, blev jeg desværre mødt af en læge, der ikke rigtig tog situationen seriøst. Jeg flyttede kort efter og fik hjælp af en noget mere engageret læge – der blev sat gang i yderligere og anderledes behandling og jeg blev sendt til både psykolog og psykiater. Det gik der lige nogle år med…

Da behandlingen med antidepressiv ikke hjalp, og jeg endte i en hypomani, blev det ret tydeligt for både min mor og mig selv, at der måtte være tale om en bipolar lidelse.

Jeg blev igen henvist til en psykiater, der stillede det, der for mig at se, er den rigtige diagnose.

 

Hvilke symptomer havde du, som indikerede at der kunne være tale om en depression?

Mine depressionssymptomer er stort set de samme, uanset om jeg er lidt eller meget deprimeret – de bliver bare mere voldsomme, når jeg er meget deprimeret.

Jeg mister lysten. Ikke bare til at løbe og dyrke motion, men også til at være sammen med andre mennesker, til at spise, til at leve.

Jeg lå i sengen eller på sofaen, stirrede ud af vinduet, havde dårlig samvittighed over igen ikke at kunne være det for andre, jeg gerne ville, og så begyndte jeg i de mørkeste stunder at formulere afskedsbreve.

Jeg tænkte meget, og kun mørke tanker. Jeg sov også meget, heldigvis, for det var ikke det mindste rart at være i live i de år.

Jeg prøvede også at isolere mig fra omverdenen, for jeg følte slet ikke, at jeg længere havde noget at byde på.

 

Hvis der nu sidder en derude og nikker genkendende til de symptomer du nævner. Hvad vil du anbefale at personen gør? Skal han/hun kontakte lægen, snakke med sine pårørende, psykolog, se tiden an eller hvordan handler man på symptomerne?

Hvis man sidder derude og genkender symptomer på depression hos sig selv, vil jeg til hver en tid anbefale, at man får en tid hos egen læge hurtigst muligt.

Depression er ikke noget, der går over uden hjælp, vil jeg vove at påstå, og jo hurtigere man kommer i gang, jo nemmere er man at hjælpe. For jo! Du kan hjælpes, og du kan få det godt igen.

Og ja, man skal også altid involvere sine nærmeste. Det andet bliver noget rod med tiden, man kan alligevel ikke skjule det helt for dem, der holder af en.

Når først man har været hos egen læge og har fået diagnosen “depression”, kan man få tilskud til psykologhjælp.

 

Der findes forskellige former og grader af depression, man taler umiddelbart om en mild, moderat eller svær depression. Ved du hvilken grad af depression du har/havde?

Jeg har oplevet hele spektret af depression: fra mild, over i moderat til den svære udgave af det.

 

Eksperterne er ikke helt klar over hvorfor man udvikler depression. Mange oplever det som følge af stress, angst, tidligere eller nuværende oplevelser eller traumer fra barndommen. Har du en forestilling om hvorfor lige netop DU fik en depression?

Jeg tror, at depressionen for mig kom snigende over nogle år – årene hvor jeg konstant var presset over lektiebyrden i gymnasiet.

 

Hvordan så din dagligdag ud med sygdommen i forhold til nu?

Min hverdag med depression i udbrud, kan slet ikke sammenlignes med den hverdag, jeg har nu.

Hverdagen med depression indeholdt primært det at ligge på sofaen eller i sengen og stirre ud ad vinduet. Jeg kunne ikke overskue andet.

Min hverdag nu er nærmest normal, hvis man da kan snakke om normal hverdag. Jeg går på arbejde, men arbejder i fleksjob 13 timer om ugen, jeg cykler, træner, gør rent derhjemme, køber ind, ser familie og venner og nyder tid med min kæreste og hans datter.

Jeg skal stadig passe på, for depression er for mig udløst af stress/for meget at lave.

 

Føler du at depression er et tabu som folk har svært ved at snakke om og indrømme?

Psykisk sygdom er jo et svært emne – der er så meget tabu, der skal brydes. Men! Jeg synes faktisk, at vi er nået langt. Rigtig mange taler med andre om deres psykiske sygdom, i hvert fald hvis man inviterer dem til det, og møder dem med et åbent sind.

Jeg fortæller gerne om min sygdom og de perioder, jeg har været igennem med depression, hvis folk spørger. Nogle gange tager jeg selv emnet op, hvis det er helt oplagt. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der har taget afstand fra mig pga. min sygdom – i hvert fald ikke nogen, jeg kender til.

 

Jeg hader at være bipolar, det er for fedt
Der er ikke noget galt i at være bi-polar. Få det bedste ud af det.

Havde du selv svært ved at tale om din diagnose?

Jeg syntes ikke, at det var sjovt at snakke om depression i de første år, men nu har jeg virkelig vænnet mig til at snakke om både det og bipolar lidelse. Jeg tror, at det er vigtigt at få snakket de her ting igennem med nogle, man føler sig helt tryg ved, så man har gjort det klart for sig selv, hvor meget man har lyst til at fortælle andre.

 

Var dine pårørende klar over, at du havde en depression?

Der gik vist lige noget tid inden det gik op for (mig og) mine pårørende hvad der skete med mig Men da jeg selv blev klar over, hvad der var galt, fortalte jeg vist bare om tingene, som de var.

 

Var dine pårørende en støtte for dig?

Mine pårørende har været en kæmpe støtte gennem hele mit sygdomsforløb, og er det stadig! Jeg tror, at det har været vanvittigt hårdt for kæreste og forældre, at se mig forsvinde og blive erstattet af depressionen. Når et menneske bliver rigtig godt og grundigt deprimeret, bliver man nødt til at forholde sig til det menneske på den anden måde. Der skal tages nogle særlige hensyn, men man skal ikke snakke til dem som om de er mindre værd eller er blevet dummere. Man skal udvise en umenneskelig portion tålmodighed og bekræfte, at man stadig elsker den deprimerede, det hele til trods.

 

Hvordan vurderer du at pårørende hjælper bedst muligt én med depression?

Se også svar ovenfor om tålmodighed og kærlighed.

Tålmodighed, kærlighed og forståelse for situationen (i det omfang man magter det selvfølgelig) er nøgleord, når man skal hjælpe en deprimeret. De pårørende skal sætte sig ind i emnet, læse om det, snakke med andre, der har været pårørende eller selv har haft en depression. Og så skal de for alt i verden forstå, at man ikke kan tage sig sammen, når man er deprimeret.

 

Kender du selv til nogen i din omgangskreds der har eller har haft depression? Og kunne du udveksle erfaring med disse?

Jeg var så heldig at ende i en gruppe med andre unge, bipolare på Rigshospitalet, da jeg endelig havde fået den rigtige diagnose. Det var fantastisk at snakke med andre, der havde været turen med depression igennem, for som menneske er det altid rart at have nogle at spejle sig i.

Så, hvis det er muligt for den syge, vil jeg altid anbefale, at man mødes med ligesindede.

 

Hvad har depressionen haft af betydning for dit parforhold?

Da mine depressioner var på sit højeste, havde jeg en kæreste, der imponerede alle omkring os. Han holdt ud, han trøstede, han holdt om mig, han støttede, han pressede lidt på, men ikke for meget. Han elskede mig igennem helvede.

Det “sjove” er, at han gik fra mig, da jeg fik det godt igen, men om det er en tilfældighed, ved jeg ikke rigtig.

Jeg tror, at det er noget af det sværeste at komme igennem i et parforhold – sådan en omgang sygdom, som depression jo er, men jeg tror også, at det kan lade sig gøre, hvis kærligheden er stærk nok.

Christine tossensblog depression

Nu kommer vi til det lidt mere opmuntrende, hvordan formåede du at tackle din depression?

Jeg tror ikke rigtig, at jeg tacklede min depression særlig godt. Jeg prøvede at bevare en facade over for mange i starten – altså før jeg blev tryg ved at snakke om sygdommen. Jeg gravede mig ned, blev inaktiv og prøvede egentlig ikke at gøre noget godt for mig selv, men det er vel bare et billede på hvor skidt, jeg faktisk havde det.

Nu er jeg klart bedre til at håndtere de dårlige dage, og jeg har fundet ud af, at det bedste jeg kan gøre, er at fortælle folk omkring mig, sådan helt ærligt, hvordan jeg har det.

Jeg bruger en skala til at forklare mit humør. Skalaen går fra plus 3 til minus 3, hvor plus 3=manisk, 0=almindeligt humør og minus 3 = dyb depression.

Når jeg har en minus 1 eller minus 2-dag, plejer mine forældre eller kæreste at kunne mærke det på mig, og hvis ikke jeg selv får meldt noget ud, spørger de som regel hvor på skalaen vi ligger.

Det plejer at give en helt anden forståelse for hvordan jeg har det. Det kan kun anbefale, og man kan jo lave sin helt egen skala. Måske passer 0-10 bedre for nogle.

 

Hvilke behandlingsmetoder har virket for dig?

Når man taler behandling, har medicin været helt afgørende for mig. Jeg er medicineret via en psykiater, som over nogle år har fundet frem til den “cocktail” af medicin jeg får i dag. Psykolog one-on-one fandt jeg aldrig rigtig fidusen ved, men psykoedukation (uddannelse i egen sygdom) på Rigshospitalet sammen med ligesindede gav virkelig mening.

 

Hvordan har du det i dag?

Jeg føler mig i dag rask, selvom jeg tager medicin dagligt. Jeg har dårlige dage, som er dårligere end de flestes dårlige dage, men det dårlige humør varer sjældent ved ret længe (en dag eller to).

Jeg har det langt det meste af tiden rigtig godt, når jeg bare ikke bliver presset og skal nå for meget. Jeg føler glæde og sorg ligesom alle andre.

 

Ved du om du har fået nogle mén fra sygdommen?

Mén af sygdommen kan man få i form af kognitive vanskeligheder, men jeg synes faktisk ikke, at jeg er ramt af det. Og ellers døjer jeg faktisk ikke med noget.

 

Når du ser tilbage, hvad ville du ønske du havde vidst da du havde sygdommen?

Da jeg var deprimeret, kunne jeg ikke se en vej ud af depressionen. Jeg tror ikke, at det havde hjulpet at få at vide, at det ville gå over, for jeg havde ikke troet på det.

Jeg ville gerne have vidst nogle år tidligere, at jeg var bipolar, så jeg ikke skulle fejlmedicineres med antidepressiv i de første år.

 

Hvordan vil du anbefale andre i lignende situationer at komme videre fra en depression?

At komme videre fra en depression handler i mine øjne rigtig meget om at bede om hjælp, og at få det. Så – hiv fat i folk, fortæl dem hudløst ærligt hvordan du har det, og lade dem hjælpe dig – det vil de fleste mennesker faktisk rigtig gerne.

 

Hvad har du af mål og drømme fremadrettet?

Min drøm er at få en læreruddannelse – det piner mig, at jeg aldrig fik en uddannelse. Men lige nu er jeg rigtig glad hvor jeg er, og jeg skal bare have nogle år med ro og godt humør.

 

Nogle gode guldkorn her til sidst du gerne vil give videre?

Hmm, næh. Jeg tror, at jeg har fået skrevet det meste ned allerede.

 

Hvis der sidder nogle med spørgsmål til dig, kan de så kontakte eller finde dig nogle steder?

Jeg vil altid gerne høre fra folk, hvis de mener, at jeg kan hjælpe med noget, eller vi har nogle vigtige ting til fælles.

Man kan skrive til mig via min blog: tossensblog.wordpress.com eller tossensblog@gmail.com.

 

Det kræver stort mod og stærk mentalitet, at åbne sig op omkring sin sydom. Forhåbentlig har Christines åbenhed været med til at inspirere dig derude. Hvis du føler for det, så kan du efterlade en kommentar forneden. Hvis du har spørgsmål til Christine, så kan hun kontaktes på hendes mail eller hendes blog.

En stor TAK til Christine for at hun ville være med til dette interview.

 


LÆS OGSÅ: Pårørende til en med depression? – Her er der redskaber og gode råd til at håndtere sygdommen bedre


LGem

Gem

Gem

TILMELD DIG NYHEDSMAILEN I DAG!
Jeg acceptere at indtastede oplysninger må sendes til Startskuds.dks nyhedsbrev-udbyder MailChimp ( mere information )
Har du lyst til at blive orienteret når der kommer nyt på Startskud.dk? så kan du tilmelde dig vores gratis nyhedsmail
Der vil KUN sendes nyhedsmail ud, når vi udgiver noget rigtig interessant!

Warning: A non-numeric value encountered in /var/www/startskud.dk/public_html/wp-content/themes/IonMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1000

Smid endelig en kommentar hvis du har noget på hjertet!

Indtast din kommentar
Indtast dit navn her